

Hvem er Lilli?
Carl Jakobsens anden kone, Laura Louise Henriette von Kohl - også kaldet Lilli von Kohl, bringer en sprudlende og farverig tilværelse ind i Carls pæne overklasseliv, da de bliver gift i 1906. Hun har en varme, umiddelbarhed og ung energi, der smitter af på bryggersønnen. Han begynder at feste og Lilli åbner nye verdener op for Carl, der er midt i 60’erne. Han bliver blandt andet kendt for at dukke op med en rose i munden, når han tager imod sine gæster på den indendørs hovedtrappe i sin villa. Rosen finder du et hint til i folkebarens logo.
Lilli er filmmanuskriptforfatter og en kreativ sjæl. Og så har hun en evne til at samle mennesker omkring sig, så der er latter og dans på bordene. Hos Lilli er alle velkomne – her kan livet udfolde sig frit. Tiden får lov at strække sig og ingen siger farvel, for alle ved de kommer igen.
Folkebaren Lilli von Kohl
Det er sådan vi - Mads og Martin - forestiller os, at personen og firstmoveren Lilli Von Kohl har været. Og derfor er det farverigt og hyggeligt at træde ind i baren Lilli von Kohl. Vi kalder det en folkebar - et lokalt mødested i København, der har åbent alle ugens dage. Et moderne værtshus, hvor der er plads til alle - også dine børn og din hund. Det er her du møder din nabo til et spil backgammon, får en kop kaffe, drikker en øl i solen med din kollega og glemmer tiden. Og når lysten melder sig, må man danse på bordene. Vi lægger hus til loppemarked, live-musik, quiz, Honky Tonky Club Night og fejrer din fødselsdag. I Lillis hjem kan alt ske.
Hvem er Mads og Martin?
Vi er duoen bag Lilli Von Kohl, og du finder os i folkebaren næsten hver dag - i gang med at skænke vin, kokkerere, bygge møbler, lave kunst, spille guitar og smage øl. Vi har en ambition om at skabe et samlingspunkt i Carlsbergbyen. Folkebaren Lilli von Kohl er dit lokale mødested. Vi er også medstiftere af en anden festlig dame - nemlig baren Dorthea’s ved Utterslev Torv i Nordvestkvarteret.
